Kaklik grotten er en af de mindre kendte steder i Denizli-regionen. Grotten ligger ca. 40 kilometer fra Pamukkale, og den har været åben for turister siden 2002. Det er ret nemt at komme dertil, hvis man har egen bil. Kaklik grotten er en 65 meter lang grotte 14 meter under jorden. Indgagen måler ca. 10 meter i bredden. Grotten er fuld af små søer, kalkstensformationer (ligesom i Pamukkale, bare i mindre målestok), vegetation og et rigt dyreliv. Der er flagermus i grotten, men de holder sig for sig selv, og generer derfor ikke turisterne med deres tilstedeværelse.
Vandet i grotten siges at være godt for huden. På grund af sit høje indhold af svovl og sodium afgiver det en karakteristisk lugt. Grotten er blandt de lokale kendt som ”Kokarhamam Pinari”, hvilket direkte oversat betyder noget i stil med ”Det lugtende bads kilde”.
Kaklik-grotten er bestemt et besøg værd, såfremt man har tid og lyst. Grotten ligger i den lille landsby Kaklik øst for Denizli. I dagtimerne er der regelmæssigt små dolmusher, der kører ad den vej. Det er sjældent, at der er ret mange turister, så hvis man kommer tidligt (før kl. 12), er det muligt stortset at have grotten for sig selv. Husk småpenge – indgangen koster 2 TRY per person. Udenfor grotten er der arealer, hvor I kan nyde jeres medbragte frokost omringet af gæs og ænder.