En af de nemmeste måder at komme rundt på i Tyrkiet, er ved at leje en bil. Når du ønsker at leje en bil i Tyrkiet, er der rigtig mange om buddet, og du kan derfor være sikker på, at du får en god pris og lejer på ordentlige vilkår. Foruden alle de store biludlejningsvirksomheder, som Hertz, Europcar, Sixt og Budget, så finder du også en række mindre, ofte lokale, biludlejningsfirmaer. Foruden at kunne leje bil billigt i Tyrkiet, så sikrer dette dig også, at du kan få en bil, der passer til dine ønsker. Hvad enten du ønsker en åben sportsmodel eller en familievenlig stationcar, så har du altid flere modeller at vælge imellem.
Lej bil i lufthavnen i Tyrkiet
Du kan vælge at leje en bil, når du ankommer i lufthavnen i Tyrkiet. I stort set alle lufthavne har du minimum 3 til 5 valgmuligheder. Biludlejningsfirmaerne er typisk placeret i række ved siden af hinanden, og det er derfor nemt at gå fra den ene til den anden og forhøre sig om priser og vilkår. Priserne varierer naturligvis meget, afhængigt af den model du ønsker, og om du vil have fri kilometer mm., men som tommelfingerregel kan du leje en mellemklassebil som en Hyundai i20 med dieselmotor, manuelle gear og air condition for 100 tyrkiske lira om dagen. Jo længere en periode du lejer bilen i, desto billigere bliver prisen per dag. En større bil kan koste op til 160 tyrkiske lira. Prisen for at leje en bil i Tyrkiet er inklusiv forsikring, men typisk ikke fri kilometer.
Når du lejer bil i Tyrkiet, skal du typisk være over 25 år. Du skal have dit pas klar og dit danske kørekort. Det er ikke unormalt, at der bliver taget en kopi af dit pas. Det skal du ikke være nervøs over.
Lej bil i forvejen
Hvis du skal bruge en bil i Tyrkiet, kan du også vælge at leje den i forvejen. Dette er især bekvemt, hvis du ankommer om natten, eller lander i en af de mindre lufthavne, og skal videre hurtigt. Når du lejer en bil i forvejen, har du også den fordel, at du i ro og mag kan sammenligne udbydere og modeller på internettet, inden du booker din favorit. Der er dog ikke mange penge at spare. Ofte kan du endda forhandle dig frem til en prisreduktion eller en opgradering, når du vælger at leje på destinationen. Denne mulighed har du typisk ikke, når du booker via en formular på internettet. Hvis du vælger at leje din bil i Tyrkiet på internettet, så vær opmærksom på, at du får forsikring med. Når du booker, kan du også vælge om du vil have barnesæde, GPS og andre tillægsprodukter med.
Hvornår er det billigt at leje bil i Tyrkiet?
Brændstof er ikke just billigt i Tyrkiet. Selvom landet ligger tæt på nogle af de største olieforekomster i verden, så er landet et af de dyreste, når det kommer til brændstof. 1 liter diesel koster omkring 14 kr., og det er derfor markant dyrere end herhjemme. Diesel er dog stadig 3-4 kr. billigere end benzin, og det kan derfor være en fordel at leje bil med dieselmotor i Tyrkiet.
Hvis jeres daglige rejsebudget er på omkring 200 lire, så er det rentabelt at leje en bil, når I er 2-3 personer. Har I et rejsebudget på mellem 100 – 150 lire, så er det rentabelt at leje en bil, når I er 3 til 4 personer, der kører sammen. Hvis I har planer om at køre over 800 km., så kan det oftest bedre betale sig med indenrigsfly eller bus. Begge dele holder en rigtig høj standard i Tyrkiet.
Gode råd når du lejer bil i Tyrkiet
Når du lejer bil i Tyrkiet, er der nogle ting, du bør overveje.
- Husk for alt i verden en GPS til bilen. De færreste har deres egen med, og du betaler dyrt, hvis du skal bruge din smartphone. Hvis du ikke har fået en GPS med, så find et taletidskort med data, som du kan bruge til at navigere med.
- Fri kilometer. Tyrkiet er et stort land og bare fra Antalya til Pamukkale, er der ca. 250 kilometer. Du bør derfor overveje, om du vil have ubegrænsede antal kilometre, da det ellers hurtigt løber op.
- Man kan let bruge flere timer på vejene, så hav in mente, at det godt kan være trættende. En bil med automatgear er lidt mere behageligt at køre rundt i.
- Motorstørrelse. Tyrkiet er et meget kuperet land, og terrænet er til tider ret stejlt. Især de mange bjergrige områder kan være drøje at komme op af. En bil med en motorstørrelse på under 1,4 kan have problemer, hvis I er 5 personer i bilen, når I skal op af de store bjerge.
- Brændstof. Som nævnt tidligere er brændstof ikke billigt. Der er penge at spare, når I vælger en dieselmodel, så det vil helt klart være at foretrække, hvis I rejser på budget.